Lad mig indledningsvis sige at jeg ikke bryder mig særligt meget om storbyer. Der er for mange mennesker, for meget larm, for beskidt og for lidt natur. Derfor har det været en kærkommen velsignelse at min kæreste, der er helt tosset med storbyer, også har en forkærlighed for køkkenhaver og blomster. Så stor er hendes forkærlighed, faktisk, at hun har investeret i en bette kolonihave i Hvidovre. Der har jeg tilbragt en stor del af de seneste to somre, med fingrene i jorden og skvalderkål til op over begge ører. 

Nå, men det var det her fund, jeg kom fra. Cikaden, altså!

Nu er det sådan at når man sætter en kratlusker til at luge haven, så må man forvente en vis mængde spildtid. Jeg har vel taget omkring 3000 billeder under mit arbejde med river, spader og mine barkede næver. Hver gang et insekt fløj forbi har jeg ladet skvalderkål være skvalderkål (med andre ord frustrerende som intet andet) og jagtet det stakkels kræ rundt i haven. Det er der kommet et fåtal af arter ud af, for jeg er stadig ganske ny i kratlusker-faget og får meget sjældent de nødvendige detaljer med på mine billeder - og dem jeg har fået artsbestemt har i sagens natur været tæskealmindelige. Min naive og sprudlende forestilling om at finde sjældne og spændende arter i haven var på den skæbnesvangre dag i september med andre ord reduceret til en lunken og slatten kynisme.  
Nuvel, jeg kratlusker som en anden kat rundt om den varme grød.

Der går jeg altså. I haven. Jeg prøver at befri et staudebed fra snerlens kvælende favntag, da jeg ud af øjenkrogen ser et eller andet lande på et af de få blade på hindbær"busken", der ikke har opgivet i kampen mod snerlen. Det er omtrent der den almindelige træsvirreflue plejer at lande - en af de få arter, det lykkedes mig at bestemme - men jeg samler alligevel kameraet op fra dens plads på stolen og sniger mig ind på hindbær/snerlekomplekset. "Pis, det er en cikade. Den får jeg aldrig bestemt" siger min lunkne og slatne kyniker. Jeg tager et billede. Nærmest pr. automatik. Og lægger kameraet fra mig igen.

Under min natlige puslen med billeder, arter osv, lægger jeg - kynisme til trods - billedet op på Fugle og Natur. Jeg sætter min lid til de orange øjne - dem kan der ikke super mange, der har. Optimismen har vovet det ene øje velvidende at kynismen ligger på lur, klar til at tvære et vådt "hvad sagde jeg" lige lukt i ansigtet på ham.

Tiden går og jeg glemmer alt om cikaden. Som så mangre andre før den ligger den vel bregravet under nye indlæg. Langt væk fra "aktive tråde" og den eftertragtede første side på forumet. Måske om nogle måneder når en eller anden får forvildet sig dybt ind i de ubesvarede er heldet med mig.

Det er søndag. Kulten tur! Min første. Det er voldfedt; løvfrøer, stavtæger, guldsmede og lækkert selskab. Jeg kommer hjem fuld af overskud sætter mig til at redigere de billeder jeg har taget. De er gode. Hold op hvor er de gode! Måske mine bedste nogensinde. Det kører og jeg checker min mail. 

Da slår lynet ned. En ny art og slægt for landet, står der og det er selveste Ulrik Hasle Nielsen, der siger det. Ingen Hr. Hvemsomhelst. Jeg rider på mine 15 minutters berømmelse hele dagen og da jeg lukker mine øjne den aften kan jeg mærke kynikeren ryste i bukserne...

Sidenhen er min kyniker og min optimist blevet en form for venner.. Et usundt venskab, hvor den ene konstant prøver at få skovlen under den anden i en form for Grimm E. Ulv og Hjulben dynamik, ganske vidst, men trods alt et venskab.