
Løvfrøtur ved Moesgaard den 6 maj, 2015
Dem af os, som ville cykle, mødtes ved Biohuset kl. 19. Turen i dag gik til området ude ved Moesgaard for at finde løvfrøer. Vi var 5, som tog afsted sammen – resten cyklede enten selv derud eller tog bussen. Kåre havde været lidt rundt og orientere sig, så vi kunne føre forsamlingen hen til en sø, hvor der med sikkerhed var løvfrøer.
Løvfrøer er ikke meget større end det yderste led på tommelfingeren og helt grønne, med en enkelt sort/mørk stribe på siden, så de kan nemt smutte ud af hånden og forsvinde helt blandt de grønne planter. Løvfrøen forsvandt fra Østjylland i 60’erne, men blev sat ud igen i 80’erne hvorefter bestanden er vokset støt mod syd.
Da hele forsamlingen var kommet sikkert frem (ca. 20 personer), gik vi ned til den nærmeste sø. Der var helt stille. Nogle havde hentet en app med løvfrø-kald, som de afspillede, for at lokke frøerne til at sige noget. Det virkede og koret var stort. Og så gik den store jagt efter at finde disse små padder, men uden held. Efter at have ledt i knap en halv time gav vi op og gik hen til andre vandhuller, for at se om heldet var med os der.
Dette var heller ikke tilfældet – der var slet ingen respons på afspilningerne af kaldet. Dog er vi jo en blandet flok biologer, så interessen var mangfoldig og der blev da kigget både på andre padder, insekter, planter, pattedyr og fugle, mens vi ventede på at skumring skulle komme. Efter et par timers nørden med alt muligt forskelligt, vendte vi tilbage til det første vandhul. Vi kunne høre parringskaldene på lang afstand, og håbet om at se en løvfrø eller to blev større for hvert skridt vi tog. Da vi kom hen til vandet var der så mange og deres kor var fuldstændig øredøvende!
Det i sig selv er en stor oplevelse, men vi ville jo også gerne lige se de små grønne, så lygter blev fundet frem. Vi ledte ikke længe, før vi fandt de første løvfrøer. Herefter kunne vi se dem mange steder og det enorme kor fortsatte længe. Dette tyder på at bestanden lever i bedste velgående i dette område!
Da klokken nærmede sig 23 var det tid for dem af os, der ikke allerede var taget hjem, at vende snuden hjemad med et stort smil på læberne.
Herunder følger artslisten på turen, som udover frøer byder på lidt af hvert
-
Padder:
-
Butsnudet frø
-
Løvfrø
-
-
Fugle:
-
Blishøne
-
Gråænder
-
Taffeland
-
Gulspurv
-
Stilits
-
Tornirisk
-
Munk
-
-
Pattedyr:
-
Hare
-
-
Insekter:
-
Stor kålsommerfugl
-
Dagpåfugleøje
-
Nældenstakvinge
-
Libel sp.
-
Kornbladbille sp.
-
Demetrias atricapillus
-
Toogtyveplettet mariehøne
-
Phyllobius pyri/vespertinus
-
Apion frumentarium
-
Sump-torngræshoppe
-
Almindelig engtæge
-
Håret engtæge
-
Agerhumle
-
-
Planter:
-
Vandrøllike
-
Slåen
-
Skovmærke
-
Korsknap
-
Sværtevæld
-
Skov-forglemmigej
-
Stor fladstjerne
-
Eng-kabbeleje
-
Gul anemone
-
Nyrebladet ranunkel
-
Eng-nellikerod
-
Brunelle
-




Kort efter ankomsten var folket allerede i gang, efter søgen på det perfekte sted, og hvad der ellers måtte gemme sig.
Den evigt smukke Løvfrø (Hyla arborea).
Tiden hvor der var lyst, blev udnyttet på bedste vis.
Når jeg siger KVÆK, så siger I KVÆK: KVÆK! KVÆK! KVÆK! KVÆK!
Selvom at de er lysende grønne, kan de godt være sværre at få øje på.