
Årets fund 2015
Kulten har startet en konkurrence for de studerende, med fine præmier (dette år med fine sponsorater fra Naturhistorisk Museum Århus). I løbet af et kalenderår kan studerende indsende billeder af nogle af deres fund af fede arter i den danske natur. I år blev der indsendt 15 kandidater til konkurrencen som blev annonceret i foråret.

Arrangementet blev afholdt i et af lokalerne på Naturhistorisk Museum Århus. Der var julestemning med småkager, øl og sodavand i bedste Kult-stil. Udover Årets fund konkurrencen blev der afholdt en lille quiz på 15 spørgsmål, hvor man blev testet i sin piratviden indenfor både aquatisk og terrastisk dansk natur. Lidt eksotisk blev det dog da man også skulle gætte arten på Qarsten (Kongeboaen på Naturhistorisk Museum), som Maja fra Kulten (og også en af museet studenterformidlere) fandt frem.

Men midt i al hyggen skete det som mange af os havde ventet på hele dagen... Dagen forinden dette episke arrangement var der nemlig en spurvehøg som havde nakket en due lige på den anden side af vejen. Den var nu kommet tilbage og sad derovre og guffede i sig. Størstedelen af deltagerne tog hvad de havde til at tage billeder og drønede ud på gaden. Nogle af museets ansatte havde nemlig fundet ud af at man kunne komme utrolig tæt på den dagen før. Det er jo altså ikke hver dag at man kan komme indenfor 10 meter af sådan en lækker skabning.

Efter denne lille pause var optællingerne af stemmerne og resultatet af quizzen klar til at blive offentliggjort.
I quizzen havde sejrherren (eller kvinden som det nu blev) 14 rigtige ud af 15, og sikken glæde man kunne se i hendes ansigt da Jens ovarrakte den flotte præmie.

Årets fund konkurrencen skulle afgøres og der var lagt op til en gyser, med rigtig fede fund.
3. pladsen gik til Mathias Fløe Holm (1. års bachelor studerende og Kulten medlem) som havde fundet Euconnus maklinii, en rigtig lækker rovbille som lever sammen med myrer.


2. pladsen gik til Mathias Groth Skytte (1. års kandidat studerende og Kulten medlem) som havde fundet Dødningehoved ved Den Gamle By i Århus.


1. pladsen gik til Jonas Ravn (2. års bachelor studerende) som havde fundet Fieberiella som er en ny slægt af cikader for Danmark. Så en fortjent sejr vil mange nok mene


Som sejrherren fik Jonas også overrakt et diplom som skal sættes op i en "Hall of Fame" til evig hån og hæder i Biologiens hus på Århus Universitet.

Til slut er der bare tilbage at sig tak for god deltagelse og opbakning til alle der har været med.